Træværkstedslinjen

Træværkstedet er en linje for dig, der gerne vil lære at arbejde med træ og få et indblik i snedker-/tømrer-verdenen. Vi bruger genbrugstræ til vores projekter ud fra tanken om genanvendelse. Det kan være alt fra paller, træller, gulvbrædder og krydsfinerplader, vi genanvender. Ud fra disse materialer laver vi for eksempel borde, stole, æblekasser, insekthoteller, fuglehuse, højbede, klodsmajorspil og meget mere i vores daglige arbejde på værkstedet. Ydermere laver vi bestillingsopgaver for samarbejdspartnere. Eksempelvis har vi lavet højbede og fuglehuse til den grønne linje.  Vi sætter også vores færdige produkter til salg hos ARGO i deres gensalgsbutik, og vi har ligeledes et samarbejde med byens hus, hvor vi udstiller. 

En anden del af arbejdet på træværkstedet er at lære og kunne samarbejde som et team og individuelt med fokus på at skabe et færdigt produkt. Herudover er der oplæring i de forskellige maskiner og værktøjer, der bruges i træarbejdet.

Værkstedet er lokaliseret i det kreative Orange Makerspace, der ligger i Hal 7 på Musicon sammen med cykelværkstedet.