Stamhold 2A

Stamhold 2A henvender sig til unge, der har brug for støtte livet igennem. Det vil sige, unge der har gennerelle indlæringsvanskeligheder. Diagnoserne kan være udviklingshæmning, autisme og fysiske funktionsnedsættelser.

Undervisningen

Undervisningen på Stamhold 2A tager udgangspunkt i den enkelte elev, hvor selvstændighed er omdrejningspunktet. Hos os handler selvstændighed om evnen til at tage vare på sit eget liv. Selvstændighed er grundlaget for et aktivt og indholdsrigt liv, hvor man er så selvhjulpen, som man kan blive.

Dagligdagen er tydelig og struktureret og der er god tid til dagens aktiviteter. Et ugeskema kan indeholde; krop og bevægelse, offentlighedstræning, pengeforståelse, social læring, musik, indkøb og madkundskab.

I løbet af året er der forskellige undervisningsforløb, hvor der f.eks. arbejdes med produktion til julemarked, teater, gammel elevfest og ikke mindst skolens årlige dimensionsfest.

Se eksempler på undervisningsaktiviteter herunder:

  • Krop og bevægelse

Vi arbejder med kropsbevidsthed, styrke, koncentration og smidighed, ved hjælp af bolde, elastikker, tæpper og puder.

  • Offentlighedstræning

Klassen kører med bus, bil eller offentlig transport. Der besøges kulturelle steder, caféer, bo-institutioner eller også er transporten målet i sig selv.

  • Pengeforståelse

Penges værdi og købekraft danner grundlag for undervisningen.

  • Social læring

Hvordan omgås vi hinanden? Hvad er OK og hvornår går vi over hinandens grænser? Der undervises ved hjælp af samtaler, rollespil og teater.

  • Musik

Vi lytter til musik og eleverne lærer noget om de forskellige genrer. Der synges og spilles på forskellige instrumenter.

  • Indkøb

Eleverne lærer at finde rundt i et supermarked. De lærer at handle, betale, pakke og gøre regnskab.

  • Madkundskab

I Undervisningen lærer eleverne at forholde sig til den mad de spiser. En gang om ugen tilbereder de frokost, som de spiser sammen.

Alle aktiviteter har til formål at give eleverne succesoplevelser.

Den individuelle forløbsplan

Hver elev på STU har sin egen forløbsplan, som er skrevet sammen med elevens uddannelsesvejleder. På Stamhold 2A tilrettelægges undervisningen, så den passer med alle elevernes forløbsplaner.

Forløbsplanen er både målrettet det sociale, det faglige, det personlige og fremtiden. Forløbsplanen revideres og tilpasses løbende. Mindst en gang om året afholdes en elevkonference, hvor eleven er midtpunkt og forløbsplanen tages op.

Kompetencebevis - få papir på dine evner

Hos STU Roskilde mener vi, at al læring og uddannelse er værd at dokumentere og anerkende. Derfor får du officielle papirer på dine kompetencer, når du afslutter et læringsforløb på et af STU's hold. 

Kompetencebeviserne kan bruges til at fortælle andre mennesker hvad du er god til. Alt efter hvilke læringsforløb du har gennemgået kan beviserne også bruges til at søge arbejde, uddannelse og videre kvalificering. 

På STU er alle medarbejdere uddannet i at bedømme dine færdigheder og kompetencer.

Har du lyst til at gå på Stamhold 2A?

Har du lyst til at være en del af Stamhold 2A, skal du kontakte din UU-vejleder, som kan hjælpe dig videre og rådgive dig i forhold til indstilling og visitation.